jan 13 2010
Der er brug for et alternativ til ”Danske Universiteter”
Til et indlæg i Berlingske tidende bedyrer videnskabsminister Helge Sander, at han vil privatisere de danske universiteter, eller i hvert tilfælde give mulighed for det. Det er skræmmende, fordi privatisering ikke først og fremmest er et spørgsmål om ledelsesmæssige muligheder og beføjelser, det er et ideologisk spørgsmål om, universiteternes grundlag og rolle i samfundet. Her strider vores målsætninger som universiteter imod en privatisering, både når det gælder vores forpligtelser til det danske samfund, for videnskabens internationale fællesskab og i forhold til forpligtelserne for at udvide den menneskelige erkendelse.
Helge Sanders udmelding er derfor skræmmende – meget skræmmende, men endnu værre er, at rektor på Syddansk Universitet Jens Oddershede, i funktion af formand for ”Danske Universiteter” ikke modsætter sig denne udvikling, men tværtimod billiger den: ” [Jeg har] som udgangspunkt ikke noget imod private universiteter … Hvis et af universiteterne på et tidspunkt bliver opfordret til at privatisere, vil Danske Universiteter ikke være modstandere. Om et privat universitet bliver baseret på et eksisterende er ikke så afgørende”
Som det er blevet antydet flere gange før – repræsenterer Danske Universiteter helt tydeligt IKKE medarbejderne og tanken om den frie forskning, men de nuværende universiteters ledelser og bestyrelser og deres ambitioner om at kunne herske. I de fleste tilfælde sikkert af god vilje i et forsøg på at tilkæmpe sig noget af den lovede selvstyring, langsigtede planlægningsmuligheder og uafhængighed fra finanslovens symbolpolitik, men det er ikke grund nok til at opgive universiteternes idemæssige grundlag.
Der er derfor brug for et alternativ, der ikke bare manifesterer sig som en blog eller holdningsgruppe, men som optræder som institution eller forening, og kan repræsenterer universiteternes medarbejdere udadtil, som alternativ til ”Danske Universiteter”.
Men dette er ord, spørgsmålet er om det vil være muligt at starte en sådan institution, at få opbakningen, tiden og engagementet fra de professorer og lektorer der må være grundstenen.
Ja, for at citere en anden bidragyder til bloggen Forskningsfrihed?: “Sagen [en sag fra 2007 hvorunder DM lagde pres på FORSKERforum for at få bladets kritiske linje blødt op] understreger endnu engang, hvor svagt forskere står som profession. Ikke engang vore egne fagforeninger kan vi regne med, når det handler om ytringsfrihed og åbenhed. (…)
Dertil kommer, at fagforeninger ikke er den rigtige kanal for varetagelse af professionelle og forskningspolitiske interesser – de vil altid blive mistænkt for at hyppe egne kartofler og promovere særinteresser. Med den centralisering og topstyring, der er indført, og som vil eskalere, er der et stigende behov for en bred professionsforening for forskningen, uafhængig af fagforeninger, der kan modveje statsmagtens ekspansion.”
En proffesionsforening for universitetsansatte, eller snarere for alle ansatte forskere i Danmark, ville kræve meget tid at få op at stå, men hvis man tænker dens formål og organisering klart igennem, ville fagforeninger – som DM, IDA, DJØF, Lægeforeningen, Den Danske Dyrlægeforening, Bibliotekarforbundet, m.v. – måske også have fordele af en sådan organisering, og kunne måske endda direkte tænkes at støtte den, eller indgå i dens repræsentantskab, hvad ved jeg. Den kunne også samle mere netværkslignende organiseringer, som allerede findes, som fx Humanistisk Forum. Men det er rigtigt, som det blev sagt, at den ikke må fremstå som “blot” en fagforening.
Jeg er meget enig med både Jonas og Claus – og kunne have lyst til et længer indlæg. Dog er mit ærinde her blot en lille korrektion til Claus’ parentetiske indskud i citatet ovenfor: Det var ikke DM men DJØF (min fagforening, desværre), som lagde pres på Forskerforum. Ret skal være ret.
Men: vi står organisatorisk helt forsvarsløst, når der opstår situationer som den aktuelle. Tilsyneladende gælder tillidsmandsbeskyttelse heller ikke længere.
Der er jo ikke tvivl om, at der findes fremragende private universiteter i USA – og en frygtelig masse virkeligt elendige private universiteter rundt omkring i verden. Ejerforholdet er ikke i selv er afgørende for, hvad et universitet leverer.
Ønsket om privatisering i Danmark afspejler imidlertid ret naive forestillinger om hvad ‘markedskræfter’ kan gøre. KU eller RUC bliver ikke til Harvard ved hjælp af privatisering. I virkeligheden afspejler privatiseringsønsket nok mere en (Sandersk) idé om, hvordan man får videnskaben til at tjene erhvervslivets formål. Hvordan de kan lave økonomisk værditilvækst.
Hvad vi har brug for er en mere nuanceret politisk debat om formålene med universitetet – som må være mere end økonomi. Hvordan vi eksempelvis som samfund nok får bedre økonomi ved at have forskningsinstanser der skaber modspil til sådan noget som medicinalindustriens forskning. Og hvordan selv økonomisk vækst måske nås bedre ved at skabe et samfund hvor alle kan komme til de bedste uddannelser, hvis de er dygtige nok. Og hvor den bedste uddannelse handler om at skabe indsigt, og ikke politisk ufarlig viden med økonomisk kortsigtet gevinst.