nov 18 2009
Forskningens tid-røvere
Der er stor interesse i vores nye blog her. Vi er på få dage oppe på 24 personer, som har meldt sig til netværket bag bloggen, og diskussionen på mailinglisten er allerede startet. Her er et par ting, der har været oppe:
• Status på universitetslov-evalueringen: panelet skal barsle med en rapport d. 3. december. Skal vi se frem til det med frygt eller forventning?
• Hvad skal skal egentligt mene om den rapport fra McKinsey-konsulenterne, som Videnskabsministeriet havde bestilt. Som en deltager skrev: “eksperter skulle undersøge, hvordan danske universiteter anvender deres penge – og dette udvalg var forundret over at mere 30 % af midlerne går til administration! Hvad er substansen i den historie og hvorfor har den ikke været omtalt nogen flere steder herhjemme?” (link til rapporten og lidt presseomtale af den her og her). En deltager sendte os dels et kritisk notat fra det Humanistiske Fakultet om rapporten, dels KU’s samlede svar til ministeriet, og Danske Universiteters kommentar om samme, sendt få dage efter (d. 17/8-09). Ministeriet ønskede vist nok at kunne bevise, at de danske univeristeter havde masser af penge. En af ”sidegevinsterne” var, at de hos McKinsey mente, at univeristeterne brugte for mange penge til administration, men noget af diskussionen handlede så også om vanskeligheden ved at opgøre mængden af administration eksakt.
• Konkrete oplevelser af tidsrøvere – og de ting, der bidrager til høje værdier for administration i konsulent-rapporter: Ad omveje har jeg modtaget dette helt konkrete eksempel: En forsker fra KU-Hum skrev i går til DM-formanden:
Kære Ingrid Stage,
Jeg vil lige gøre opmærksom på endnu et af utalige eksempler på, hvordan pengene til universitetet går til yderligere administration, mens undervisere og forskere bliver stadig mere presset.
Mit seneste eksempel er, at der er oprettet en mentorordning for nyansatte kvindelige forskere ved Humaniora på Københqavns Universitet. Det er i sig selv et udmærket initiativ. Og jeg meldte mig straks, da vi netop på instituttet havde fået en nyansat post.doc., som forinden havde været ansat i udlandet og derfor ikke kendte til instituttets og fakultetets procedurer. Det har jeg brugt en del tid på – til begge parters tilfredshed (mentor og mentee).Til denne mentorordning har fakultetet ansat administrativt personale, som arrangerer møder og udsender spørgeskemaer i lange baner. Disse personer får jo givetvis løn og skal derfor sikkert også godtgøre, at de gør gavn. Mig bekendt er der dog ingen ansatte, som har haft særlig gavn af deres arrangementer – ud over selve det at koble mentor og mentee sammen, hvis de ikke selv kan finde ud af det.
Imidlertid viser det sig, at universitetslærereren formodes at fungere som mentor ganske gratis! Det er altså endnu en byrde, der lægges oven i en allerede omfattende liste af pligter, som alt i alt giver en ret stresset hverdag for de fleste. F.eks. er forberedelsestiden til undervisning stadig blevet sat ned.
Jeg synes, mentorordningen er udmærket. Men jeg synes ærlig talt, det er uanstændigt af fakultetet at sætte penge af til administrativt personale, men derimod ikke til de personer, der reelt skal varetage opgaverne.
vh
Det er ikke alene trist, at praktisk rådgiving til nye kolleger skal formaliseres og bureaukratiseres, og også sørgeligt, at hele tænkningen omkring vores eget tidsforbrug er blevet så, om jeg så må sige, “Ø-tidsagtig” [1] at der ikke længere er plads til en almindelig smidig håndtering af de mangfoldige nødvendige opgaver. Og selvfølgelig er det svært at forstå, at en mentor forventes at stille sig til rådighed “uden kompensation”, “gratis”, mens KU-hovedkvarteret udvider administrationen med HR-konsulenter indenfor ledelses-, personale- og organisationsudvikling. Mon ikke der er nogen, der ved noget om organisationskultur, som kan sætte en diagnose den nye kultur på KU, som er ved at brede sig? Risikerer jeg en diagnose på selve ubehaget ved kulturen?
Note [1]: Om Folkeskolens overgang i 1993 fra almindelige regler for arbejdstid som gældende for statslige tjenestemænd med en ugenorm til “U-F-Ø-tid”, hvor alle opgaver “afregnes konkret”, se Maria Becher Trier: “Arbejdstid over tid” (her), og “Spillet om arbejdstiden” (her) af samme, citat herfra: “i 1993 blev skolerne endeligt lagt under det kommunale styre. Det resulterede i en aftale, hvor arbejdstiden blev præcist registreret i »undervisningstid«, »forberedelsestid« og »øvrig tid« – UFØ-systemet. »Set fra den fagpolitiske synsvinkel var det godt nok, at lærernes ‘diskrete arbejde’ kom for en dag. Men set fra professionssynsvinklen blev det for meget en begrænsning af den enkelte lærers kontrol over egen arbejdstid«.”